Plejehjemmet Ryholtgård

Plejehjemmet Ryholtgård i Hellerup bestod tidligere af 80 utidssvarende små 1-værelses plejeboliger. DOMUS har været arkitekter på totalentreprisen, der har omdannet plejehjemmet til 55 moderne 2-rums plejeboliger med nyt køkken og store baderum.

Hver etage er indrettet som en række boenheder, der deler en fælles opholdsstue og køkken-alrum. Hver anden glasinddækket altan er åbnet, og hver bolig har således fået både en lukket og en åben altan med nye glasværn. I stueplan er der ankomst, fælles administration, caféområde og træningsfaciliteter.

Plejehjemmet er en integreret del af en af landets længste boligblokke. Byggeriet er mod nord forlænget med en ny tilbygning på godt 500 m². Tilbygningen rummer en multisal i stueplan med udgang til en ny hævet ankomst- og opholdsterrasse, og på 1. - 3. sal er der etableret 6 nye plejeboliger. Desuden er Ryholtgård er tilføjet et markant altantårn mod vest, der både fungerer som fælles overdækket udeophold og bryder det oprindelige monotone facadeforløb. Opholdsterrassen er i forhold til Rymarksvej hævet - beskyttet mod indkig, og bl.a. indrettet med en lille have til glæde for de ældre beboere.

Fakta

Bygherre / FSBbolig

Totalentreprenør / Jönsson a/s

Arkitekt / DOMUS arkitekter

Ingeniør / Grontmij

Projektstade / Færdiggjort 2010

Bruttoareal / 4.700 m²

Anlægssum / Ca. 66 mio. kr.

Adresse / Rymarksvej, Hellerup